Paulo Dybala har kontraktudløb i Juventus til sommer, og er nu blevet tilbudt til samtlige Big Six-klubber i Premier League.

På trods af sine skadesproblemer har den 28-årige Dybala haft en ganske stærk sæson i Juventus, hvor han har scoret 11 mål og lavet 4 oplæg i 23 kampe på tværs af alle turneringer.

LÆS OGSÅ: Premier League-storklub giver Haaland voldsomt kontrakttilbud

I og med, at Dybala ikke længere er under kontrakt med Den Gamle Dame til sommer, ser det ud til, at han forlader klubben. Angiveligt er forhandlingerne mellem Juventus og Dybala nemlig kollapset.

Dette har resulteret i, at hans repræsentanter nu har påbegyndt arbejdet med at finde en ny klub til den 28-årige argentinske stjerne.

I denne forbindelse har de taget kontakt til samtlige Big Six-klubber i Premier League, hvorfor både Arsenal, Chelsea, Manchester City, Manchester United, Liverpool og Tottenham har fået tilbuddet om at hente ham til sommer. Det skriver 90Min.

Mediet skriver også, at hans repræsentanter har i sinde at starte forhandlinger med de interesserede klubber i løbet af de kommende uger. I Premier League-klubberne er der dog fortsat en forventning om, at han ender med at blive i Italien.

Både Paris Saint-Germain og Inter Milan siges også at have vist interesse i den erfarne angriber, der har vundet fem Serie A-titler og fire Coppa Italia-trofæer i løbet af de lidt over seks år, han har været i Juventus.

LÆS OGSÅ: Premier League-storklub giver Haaland voldsomt kontrakttilbud

Den tidligere Palermo-angriber har scoret 111 mål og bidraget med 46 oplæg i sine 277 kampe for Torino-klubben, siden han blev hentet i sommeren 2015 for næsten 37 mio. pund.